Definition and meaning of valg

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Et valg er en afstemningstype. Afstemning dækker imidlertid et bredere område af afgørelser på lokalt, nationalt og internationalt plan, mens valg kun er dækkende for afstemninger, hvor ledige poster skal besættes. Nogle gange bruges ordene valg og afstemning dog synonymt på trods af denne forskel.

Valghandlinger

En valghandling forløber normalt efter klart definerede procedurer med lovmæssige valgmetoder. Begrebet anvendes om

• 1)Valg af medlemmer til den lovgivende forsamling for en i valgloven eller i forfatningen angivet periode.

Demokratiske valg anvendes til at udpege politiske beslutningstagere og ledere – eller politiske partier – til at repræsentere folket i en regering.

• 2) Valg, hvor ledige poster i private eller erhvervsmæssige organisationer, besættes. ^[1]

Valganalyse (eller psefologi) er den statistiske teori bag analyser af valg og ikke mindst forudsigelser af kommende valgs udfald baseret på disse.

Definitioner af demokratiske valg

I politisk teori er en regerings autoritet baseret på legitimiten i befolkningen.

En valgreform er processen, hvormed et fair og demokratisk valgsystem introduceres, hvor et sådant ikke tidligere har været tilstede, eller hvor effektiviteten og retfærdigheden af de demokratiske valg skal forbedres.

Der er bred enighed om hvilke former for valg, der anses for frie og fair. Jeane Kirkpatrick, tidligere amerikansk ambassadør i FN, har foreslået denne definition: Demokratiske valg er ikke kun symbolske... De er konkurrerende, periodiske, ikke-eksklusive og endelige valg, i hvilke chef-beslutningstagerne i en regering bliver valgt af befolkningen, som nyder stor frihed til at kritisere regeringen, til at offentliggøre deres kritik og til at foreslå alternativer..

Websitet for organisationen Democracy Watch definerer fair valg som: Valg i hvilke der er lagt stor vægt på at forebygge at nogen direkte eller skjult præference for en bestemt kandidat, udover de påvirkninger der naturligt opstår fra en engageret vælgerskare, der er ligeligt informeret om de forskellige fordele og ulemper ved den enkelte kandidat. Dette blev mere formelt udtrykt i 2000 af overdommer Murray Gleeson ved den australske højesteret som: Den demokratiske og lovlige måde at sikre ændringer, hvor ændringer er nødvendige, er gennem en oplyst vælgerskares vilje.

Det umiddelbart simple krav om en oplyst vælgerskare, er svær at sikre i moderne vælgerskarer med tusinder af stemmeberettigede, hvoraf mange ikke har andre kilder til information om kandidaterne, end de informationer, som tredje part publicerer. Regeringen, der afholder valget, er ofteste den part med størst interesse i påvirkning. En mulig løsning på dette er skuevalg, som beskrevet senere.

Andre lærde argumenterer for, at valg kun er sekundære i et fungerende demokrati. De argumenterer for, at lov og ret er vigtigere. Et eksempel er Hong Kong før foreningen med Folkerepublikken Kina. Her var Hong Kong ledet af en ikke-valgt britisk ambassadør, men ikke desto mindre blev samfundet set som et frit og åbent samfund på grund af det stærke retslige institutioner.

Nutidens udbredte accept og indforståethed af valg som et af de fundamentale krav for en demokratisk proces til udvælgelse af repræsentanter, står i stærk kontrast til antikkens Grækenland, der ellers regnes for at være demokratiets vugge. Her blev valg anset for at være en oligarkisk institition og politiske poster blev udfyldt via lodtrækning.

Valgbarhed og stemmeret

Valgbarhed og stememret er ved nationale valg normalt forbeholdt statsborgere og myndige. ^[2]

Historisk set er mange andre grupper af befolkningerne blev ekskluderet fra valg. For eksempel tillod demokratiet i det antikke Grækenland ikke, at kvinder, udlændinge eller slaver stemte, og USA's oprindelige forfatning tillod kun, at hvide, mandlige jordejere måtte stemme. Historien omkring sikring af frie valg har derfor mange eksempler på sikring af specielle gruppers stemmeret, og sikring af frie valg har ofte været en af mærkesagerne for borgerrettighedsgrupper og -forkæmpere. Og selv i dag er der grupper – såsom dømte kriminelle, visse minoritetsgruppers medlemmer og økonomisk udsatte – hvis stemmeret, der stadig kæmpes om.

I nogle lande er retten til at stemme ikke blot en ret, men en pligt – obligatorisk afstemning. Hvis en stemmeberettiget borger ikke afgiver en stemmer kan pågældende blive straffet ofte med dagbøder.

Hvem kan stille op til posten

Oftest vil der være krav om statsborgerskab, et alderskrav, bopælskrev og – måske – krav om blank straffeattest.

Nominering

I et direkte demokrati kan enhver person nomineres som kandidater. I nogle lande er det dog kun medlemmer af visse politiske partier, der kan nomineres. Det kan også være tilfældet, at personer eller partier først skal indsamle vælgererklæringer, for at kunne nomineres. I USA er der for eksempel et krav om, at kandidater uden for et parti skal have et vist antal vælgererklæringer, mens kandidater inden for et parti skal have et mindre antal erklæringer.

Hvem bliver valgt

Hvilke regeringsposter, der stemmes om, afhænger meget af posten og regeringen. I et repræsentativt demokrati er ikke alle poster udfyldt via valg – især ikke poster, der kræver en bestemt ekspertise eller erfaring. Dommere vil for eksempel næsten aldrig være direkte folkevalgt, ligesom militære ledere heller ikke er det. Der er dog undtagelser – for eksempel blev militære generaler folkevalgt i antikkens Athen.

I nogle situationer – for eksempel i det sovjetiske demokrati – kan der være et mellemled af valgmænd mellem vælgerskaren og den valgte person. I det fleste repræsentative demokratier vil et sådan indirekte valg dog være en formalitet. For eksempel har man ved USA's præsidentvalg et mellemled af USA's valgmænd og i Storbritannien bliver premierministeren officielt valg af statsoverhovedet (dronningen), men i praksis af den lovgivende forsamling eller partiet.

Typer af valg

I de fleste demokratiske politiske systemer er der mange forksellige typer af valg, hvilket svarer til de forskelllige politiske lag i den geopolitiske inddeling i landet. Nogle af de sædvanlige valgtyper er:

• Præsidentvalg
• Parlamentsvalg
• Primærvalg
• Opfyldningsvalg
• Lokalvalg
• Fredsvalg. Et valg foretaget uden afstemning. Hvis der til et valg, for eksempel ikke er opstillet flere kandidater, end der skal vælges, eller der kun er indkommet én prioriteret kandidatanmeldelse bortfalder afstemningen. I så fald afgøres valget som såkaldt fredsvalg, hvor alle de opstillede erklæres for valgt - eller det antal, som skal vælges, erklæres som valgt i den rækkefølge de er anført på den prioriterede kandidatanmeldelse. Øvrige kandidater fungerer som suppleanter.

Valgsystemer

Et valgsystem beskriver den detaljerede, forfatningssikrede metode og valgmetode, hvormed de afgivne stemmer skal munde ud i nogle bestemte kandidater bliver valgt til bestemte poster.

Første opgave er at optælle stemmerne – og også her er der mange forskellige optællingsmåder. Valgmetoden bestemmer derefter resultatet på baggrund af optællingen. De fleste systemer kan kategoriseres som enten proportionelle eller flertalsbestemmende. Under den første kategori ligger partilisterepræsentation og tilvalgssystem. Og i den sidste kategori finder man flertalsvalg (relativt flertal) samt absolut flertal.

Mange lande har voksende valgreformbevægelser, som arbejder for indførelse af systemer såsom godkendelsesvalg, enkelt overførbar stemme, instant-runoff voting og Condorcet-metoden.

Selvom åbenhed og pålidelighed sædvanligvis er de vigtigste hjørnesten i et demokratisk system, så er selve stemmeafgivningen og stemmesedlen ofte en undtagelse herfra. Hemmelig afstemning er en relativt moderne udvikling, men anses i dag for at være strengt nødvendigt i de fleste frie og retfærdige valg, da det begrænser mulighederne for trusler og påvirkning i stemmesituationen.

Planlægning

Demokratiets natur giver, at valgte embedsfolk skal repræsentere folket, og derfor skal de vende tilbage til befolkningen med mellemrum, for at få fornyet (eller afvist) deres mandat.

Af denne grund har de fleste demokratiske institutioner krav om afholdelse af valg med faste mellemrum – ofte mellem tre og seks år. Der er selvfølgelig undtagelser, hvor for eksempel medlemmerne af Repræsentanternes Hus er på valg hvert andet år og Islands præsident på valg hvert syvende.

Foruddefineret valg med forudbestemte valgdatoer (som i Sverige) har en fordel i form af retfærdighed og forudsigelighed. Men på den anden side trækker valgkampagnerne ud i stor stil, og gør det svært at vælte regeringen, hvis nu en dato ligger på et upraktisk tidspunkt (for eksempel omkring et udbrud af krig). Andre lande (såsom Danmark) har blot en maksimal periode den lovgivende samling kan blive siddende, og regeringen bestemmer så, hvornår det næste valg helt præcist skal være inden for denne. I praksis vil regeringen dog oftest blive siddende så længe som muligt, med mindre en særlig begivenhed indtræffer – som for eksempel et mistillidsvotum.

Valgkampagner

Når et valg bliver udskrevet vil politikerne og deres støtter forsøge at påvirke politikken ved direkte at konkurrere om vælgerskarens stemmer gennem hvad der kaldes valgkampagner eller politiske kampagner. Støtter af et given kampagne kan være formelt organiserede er løst forbundne, og vil ofte benytte sig af diverse medier for udførelse af deres kampagner og budskab.

Problemer med valg

Mange tidligere og nuværende typer af valg eller principper bag valgafholdelse har en række problemer, som må imødegås, for at sikre demokratiet.

Skuevalg

Hvor alle moderne demokratier ofte afholder valg, er det absolut ikke tilfældet at alle valg er afholdt af sande demokratier. Nogle regeringer bruger en række bagvedliggende midler til udvælgelse af kandidater, men organiserer officielt et valg, der skal ligne et ægte valg, for at simulere at regeringen har folkets støtte og opbakning.

Mange diktaturer, såsom det tidligere Sovjetunionen, er kendt for at have holdt såkaldte skuevalg. Dette kan enten udforme sig som et valg, med kun én kandidat, hvor vælgerne kan stemme ja eller nej, eller som et valg, hvor stemmerne sidenhen manipuleres, så kun de af regeringen godkendte personer, kan bliver valgt.

En anden model er at have flere kandidater, der alle sammen kan stemmes på, men som alle står for det samme – nemlig ingen ændring fra det nuværende. I sådan et valg med falsk diversitet burde den oplyste vælgerskare i teorien kunne gennemskue, at valget reelt ingen konkurrence har, men i praksis vil valget ofte være afholdt af en regering, der måske har kontrollen over de medier, der oplyser vælgerskaren. Eksempler herpå følger.

Påvirkning og begrænsede muligheder

Som ved valg med falsk diversitet, så er der også valg, hvor visse kandidater bliver nægtet adgang på udemokratisk vis. For eksempel i den iranske regering, hvor visse kandidater nægtes adgang. Ved Irans parlamentsvalg 2004 blev næsten alle reform-kandidater nægtet adgang af det Vogtende Råd af religiøse ledere. Ifølge Irans forfatning er det helt inden for rådets magt, og det er designet til at undgå at modstandere af den iranske revolution kommer til magten.

Dog skal opposition andet og mere end have tilladelse til at opstille. For at det er et demokratisk valg, som er retfærdigt og konkurrerende, skal oppositionspartierne og/eller -politikerne også have ytrings-, forsamlings- og bevægelsesfrihed, så de har alle muligheder for frit at udtrykke deres kritik mod regeringen, og foreslå alternative politikker og politikere til vælgerskaren. I stater hvor disse friheder ikke er givne, eller hvor oppositionspolitikere bliver genereret eller direkte modarbejdet, er det på ingen måde sikkert, at et valg udtrykker befolkningens ønsker. Et aktuelt eksempel herpå er Zimbabwe. I stater med skrøbelige demokratier, hvor der er en voldelig politisk historie eller tidligere uretfærdige valg, vil internationale valgobservatører ofte blive indkaldt af internationale organisationer (for eksempel af FN) og blive beskyttet af internationalt politi – alt sammen for at sikre retfærdigheden og demokratiet.

Derudover vil valg, hvor oppositionspolitikerne ikke er sikret lige adgang til medier såsom radio, tv og aviser, ofte være skævvredne. Et eksempel herpå er genvalget af Præsident Vladimir Putin i 2004, i hvilket statskontrollerede medier konstant støttede hans kandidatur, konstant afviste hans modstandere, gav Putin uindskrænket, gratis reklametid og afviste at vise (betalte) reklamer fra modstanderne. Af denne grund er der mange lande, der sikrer fuldstændig lige tv-tid til alle større partier og har systemer, der sikrer at alle har råd til at betale for en passende kampagne, samtidig med reklamemulighederne begrænses for at undgå, at rige partier simpelthen kan eliminere modstanderne.

Nogle mener derudover, at der findes andre mere skjulte måder, at opnå en falsk diversitet, som mange ikke lægger mærke til. Noam Chomsky og andre kritikere påpeger, at i Vesten og især i USA findes der stærke erhvervsmæssige interesser bag mange af nyhedsmedierne, som opfører sig som et filter der, set over lang tid, opprioriterer visse holdninger og ikke lader alternative meninger komme til udtryk. Kritikerne pointerer at i USA er de to største partier støttet af nogle af de samme firmaer (såsom Microsoft, Coca-Cola, McDonnel-Douglas og flere), og derfor repræsenterer de kun et lille procentdel af den amerikanske befolkning (de rigeste) og ingen politiske partier i USA, der vil repræsentere det brede flertal af relativt fattige borgere, vil have en chance for at komme igennem med deres politiske platform til offentligheden gennem erhvervskontrollerede medier. I denne forstand argumenterer de for, at gennem erhvervsinteresserne er USA i praksis et etpartisystem.

Korruption af demokratier

Åbenheden af et demokrati betyder, at det i mange stater er muligt for vælgerne at stemme for demokratiets afskaffelse.

Demokratier har mange gange fejlet igennem historien fra det antikke Grækenland til det 18. og 19. århundredes Frankrig (under den Anden Republik) ledet af Napoleon 3., og måske mest berømt i det 20. århundredes Tyskland, hvor nazisterne oprindeligt kom til via demokratiske midler (dog via et flertalsvalg). I de fleste udviklingslande i dag, er demokratierne stadig skrøbelige og ustabile, og ofte kollapser de under militærkup eller andre former for diktatorer. Tænkere såsom Aristoteles og mange andre har længe udtrykt, at demokratier er naturligt ustabile og ofte vil kollapse hurtigt.

For at sikre, at ingen enkelt instans får for meget magt, har mange lande en forfatningsbestemt magtdeling – og den oftest brugte er magtens tredeling, hvor magten er del i lovgivende, dømmende og udøvende magt. Ligeledes har mange lande forskellige metoder til at undgå, at ændring af forfatningen er nemt. Ofte skal to på hinanden følgende forsamlinger i parlamentet begge stemme for en ændring, før denne kan vedtages, men de enkelte metoder varierer fra forfatning til forfatning.

For at begrænse faren ved dette system, så har mange stater tilsvarende begrænset den måde, som nye politiske partier kan dannes på. flertalsvalgsystemet gør, at ingen nye partier kan få magten hurtigt og stater med proportionel repræsentation har som ofte en nedre grænse (en spærregrænse) for, hvor mange stemmer eller mandater man skal have, før man kan komme i parlamentet. Den nederste grænse vil selvfølgelig altid være, at man skal have stemmer nok til at få ét sæde (som i Hollands politik), men det kan også være, at man skal have mindst 4 sæder (som i Danmarks politik).

Politiske valg i hele verden

For politiske valg i hele verden, se Politisk valg efter land

For politiske valg i Danmark, se Politiske valg i Danmark.

Eksterne henvisninger

• (en) ElectionGuide.org — Verdensomspændende dækning af nationale valg
• (en) CNN.com World News: Election Watch
• (en) Electionworld.org
• (en) IDEA's tabel over alle landes valgsystemer
• (en) Europæisk Valglovsorganisation (Eurela)
• Om de juridiske aspekter ved valg og folkeafstemning, Folkebibliotekerens Juraport

Referencer

.